Børnebogen "Flugten fra sneglefarmen" repræsenterer en ny måde at skrive børnelitteratur på. Helle Bylander og Trine Kjær Krog står bag konceptet, og de har fået en rigtig god idé.
Bogen er udformet som en dobbeltbog. Den ene del er en fortælling om en snegl og den anden en fagbog om snegle.
Bogens udformning er unik, og vi har ikke set den før i de danske børnebøger. Teorien bag bogen bygger på viden om early literacy (tidlig skriftsprogstilegnelse). Et af bogens fremtrædende principper er, at barnet nemt kan blive aktiv medlæser ved bl.a. at aflæse de illustrationer, der indgår i teksten.
Vi har tidligere berørt nogle af grundprincipperne for early literacy i et indlæg om læseforudsætninger.
Børn kan blive medlæsere ved, at:
- dele af teksten er erstattet af billeder
- teksten grafisk viser, om sneglen råber eller hvisker (store og små bogstaver)
- der er talebobler, som viser, at der er en, som siger noget.
- der er skilte i bogen, som indikerer, at der står en vigtig information, og som vækker barnets nysgerrighed
Bogen er oplagt til tematisk sprogarbejde i dagtilbuddet eller hjemme til en hyggestund sammen ungerne. Temaet om snegle favner alle børn og er et emne, som alle børn har erfaringer med. Bogen er inspirerende, og ideerne vedr. barnets medlæsning vil kunne overføres i større eller mindre grad til læsning af andre bøger.
Vi kan anbefale, at man vælger bøger som:
- har talebobler, så barnet kan regne ud, at der er en, som siger noget.
- har deltaljerede illustrationer, gerne med billeder af skilte. Her vil børnene blive opmærksomme på, at der er informationer, som kan læses på skiltet og overføre det til hverdagen. F.eks. skiltning til toilet, udgang og supermarkeders logoer mm.
- interesserer børnene.
- indeholder nye og ukendte ord. Dvs. ord, som I ikke bruger til hverdag, og som øger ordforrådet.
- Læs gerne både fagbøger og fortællinger.
Vi giver vores anbefalinger til denne unikke børnebog. Den er nytænkende i forhold til at formidle til forældre og pædagoger, hvordan man med simple virkemidler kan arbejde med børns opmærksomhed på læsning, udvidelse at ordforråd og historiefortælling. Bogen kan købes ved Dansk Psykologisk Forlag.